Historien bag forestillingen
Thầy Pagode, Từ Đạo Hạnh og rødderne til vanddukketeater
The Quintessence of Tonkin er ikke opfundet spektakel — det udspringer af et virkeligt sted og en virkelig tradition. Her er den historie, den trækker på, og hvorfor rammen betyder noget.
Check dates and availability ↗En forestilling bundet til sit sted
De fleste store turistforestillinger kunne opsættes hvor som helst; denne kunne ikke. Den ligger ved foden af Thầy-bjerget side om side med Thầy Pagode (Chùa Thầy), en af Vietnams ældste buddhistiske pagoder, og den henter sine temaer direkte fra dette sted — pagodens åndelige liv, legenderne knyttet til den og landbrugslandet omkring den. Rammen er ikke en kulisse valgt for syns skyld; den er kildematerialet.
Munken i centrum
Thầy Pagode er forbundet med Từ Đạo Hạnh, en munk fra det ellevte–tolvte århundrede, hvis historie løber gennem vietnamesisk buddhistisk og folkelig tradition. Han mindes ved pagoden, og i folkelig tradition knyttes han også til vanddukketeater — den dukkekunst, der opføres på en vandoverflade, og som udviklede sig i landsbyerne i Den Røde Flods delta. Denne forbindelse er grunden til, at en forestilling bygget på en vandscene netop her har en logik, som en generisk gallaforestilling ikke ville have.
Water puppetry, briefly
Vanddukketeater (múa rối nước) er en nordvietnamesisk folkekunst, der er århundreder gammel, hvor dukkespillere står i vand til livet bag et forhæng og fører figurer hen over vandet med nedsænkede stænger og snore. Den voksede ud af deltasets oversvømmede risterrasser som landsbyunderholdning og er fortsat en af regionens mest særprægede traditioner. The Quintessence of Tonkin opskalerer denne intime landsbyform til et fuldt friluftsspektakel uden at forlade sine rødder.
The countryside it depicts
Ud over pagodens åndelige historie handler forestillingen i virkeligheden om rytmen i det nordlige Vietnams landdistrikter — Bắc Bộ, eller Tonkin, fra titlen: risdyrkning, fiskeri, kurtisering, festivaler. At opføre meget af dette med lokale landmænd frem for et professionelt ensemble er et bevidst valg, og det er det, der forhindrer de dagligdags scener i at tippe over i postkortsklichéer. Du ser et sted opføre sig selv.
Hvorfor historien hjælper dig med at nyde det
Du behøver ikke noget af alt dette for at blive bevæget af forestillingen – den fungerer som rent skuespil – men lidt kontekst skærper den. At vide, at vandpavillonen, der rejser sig fra scenen, minder om søpavillonen ved det virkelige tempel i nærheden, at vanddukkeformen opstod i rismarker som dem på scenen, og at mange af udøverne er lokale landsbyboere, forvandler en smuk tres minutters oplevelse til noget med rødder. Det er forskellen mellem at se en forestilling og at se et sted fortælle om sig selv.